Et udvalg af mine egne optagelser af galakser, tåger, månen, planeter og kometer – fanget med et Unistellar eVscope2 fra det danske natlys.
Lyset fra de fjerneste galakser her på siden har rejst i over 300 millioner år, før det landede på sensoren i mit teleskop en kølig aften i Danmark.
En af de lyseste galakser på nordhimlen, opdaget af Johann Elert Bode i 1774. M81 er en klassisk spiralgalakse med en velformet kerne og brede arme. Den ligger næsten lige over Karlsvognen i konstellationen Store Bjørn.
M63 fik sit kælenavn efter de mange korte, fnugede spiralarme, der minder om en solsikkes blade. Det er en flokkulent spiralgalakse, hvor armene består af mange små, brudte fragmenter snarere end to store sammenhængende strukturer.
En kæmpestor spiralgalakse set næsten lige fra oven. M101 er omkring 70 % bredere end Mælkevejen og har ekstremt fine, asymmetriske arme prikket med rosa stjernedannelsesregioner. Asymmetrien skyldes tidligere møder med naboerne.
IC 342 ligger så tæt på Mælkevejens støvede plan, at det meste af dens lys absorberes af interstellart støv – derfor kaldes den "Den Skjulte Galakse". Var det ikke for støvet, ville den have været en af de lyseste galakser på himlen. En kæmpe spiral set næsten direkte forfra.
En meget lys galakse med en intens kerne og en bemærkelsesværdig indre ring af ung stjernedannelse. Lige uden for den lyse kerne ses en svagere, ydre ring – et smukt eksempel på en galakse med ringstruktur.
En af de største spiralgalakser i Jomfruhoben. M90 er bemærkelsesværdig fordi den nærmer sig os – en sjælden blå-forskydning på galakseskala – fordi den falder ind mod hobens centrum hurtigere end hoben fjerner sig fra os. Øverst ses en lille følgegalakse.
Et tættere kig på M90, der viser den glatte, anæmiske skive. M90 har næsten ingen igangværende stjernedannelse i armene – Jomfruhoben har simpelthen "støvsuget" gassen ud af galaksen, en proces der kaldes ram-pressure stripping.
En anden optagelse af M94 elleve dage senere. Her står den dobbelte ring tydeligere frem omkring den intenst lyse kerne. M94's centrale område er et af de mest aktive områder for stjernedannelse i nogen nærliggende galakse.
En klassisk spiralgalakse i Jagthundene, fanget i en dans med sin mindre ledsager NGC 5195. Tyngdekraften fra denne lille følgesvend trækker spiralarmene i M51 ud til den karakteristiske form, vi ser i dag.
En af de største spiralgalakser i Jomfruhoben. M61 er en aktiv galakse med kraftig stjernedannelse i sine arme, og den har været vært for otte observerede supernovaer – flere end de fleste andre galakser i hoben.
Et tæt udsnit af M61, hvor spiralarmene og den lyse galaksekerne træder tydeligt frem. De svage strukturer i armene afslører områder med ung stjernedannelse.
M66 er en del af den berømte Løvetrio sammen med M65 og NGC 3628. Galaksens asymmetriske arme stammer fra et tidligere tæt møde med naboerne. Her med en kort eksponering på blot 3 minutter.
Samme galakse, men nu med fire gange så lang eksponering. Den ekstra tid afslører støvbåndene i galaksens skive og en svagere ydre struktur, der ikke kunne ses i den korte optagelse.
Det tredje medlem af Løvetrioen – set næsten lige fra siden. Det mørke støvbånd, der deler galaksen i to, har givet den øgenavnet "Hamburger Galaxy". Et tyndt halespor af stjerner strækker sig omkring 300.000 lysår (~3 · 105 ly) ud i rummet, et resultat af tidligere møder med M65 og M66.
En af de lyseste og største spiralgalakser i Jomfruhoben. M100 ses næsten direkte fra oven, hvilket giver et fint indblik i dens to fremtrædende spiralarme. Flere små følgesvende kan anes som svage pletter omkring hovedgalaksen.
Et udsnit af M100, hvor de to store spiralarme og den lyse kerne er tydelige. Den lette blålige tone i armene skyldes unge, varme stjerner.
En bjælkespiral få grader fra Phad i Karlsvognen. M109 har en tydelig central bjælke, hvorfra spiralarmene udgår. Til højre ses en lille fjern galakse, og en endnu mindre kan anes nederst – et glimt af Ursa Major-hoben.
Et tæt udsnit, der fremhæver bjælken og den indre ringstruktur omkring M109's lyse kerne – et klassisk kendetegn for en bjælkespiral.
Et nyt forsøg på M109, denne gang med tre gange så lang eksponering som i april. Den ekstra tid trækker svagere strukturer frem i spiralarmene og tegner kernens bjælke skarpere. I billedet kan man også ane flere små baggrundsgalakser, der ligger endnu længere væk – nogle af dem hundredevis af millioner lysår derude.
Et tæt udsnit af den lange eksponering. Bjælken igennem kernen og den indre ringstruktur står nu meget tydeligere frem end i april-optagelsen, og spiralarmene kan følges et godt stykke ud. Det er den længere eksponeringstid, der gør forskellen – jo mere lys sensoren kan opsamle, jo mere af det fjerne stof afsløres.
Et nyt besøg hos M100 to uger efter første optagelse – en grand design-spiral i Jomfruhoben, hvor to lange, symmetriske spiralarme udgår fra en lys kerne. Galaksen ligger i konstellationen Berenikes Hår og hører til det rige af galakser, der dominerer forårshimlen for nordligere observatører.
Et tæt udsnit af M100's centrale del. Selv ved kun 12 minutters eksponering kan de to dominerende spiralarme følges et stykke ud i halokredsen, og kernen står som en lille kompakt prik, hvor stjernerne er tættest pakket omkring galaksens centrale sorte hul.
NGC 6503 har fået øgenavnet "the Lost-in-Space Galaxy", fordi den ligger på kanten af et af universets store tomrum – Det Lokale Tomrum, et område på over 150 millioner lysår (~1,5 · 108 ly), hvor der næsten ingen galakser er. Galaksen er en lille dværgspiral set næsten lige på kanten, og man kan ane det støvbånd, der løber gennem dens flade midte.
Et tæt udsnit, hvor galaksens kantstilling træder skarpt frem. NGC 6503 er kun omkring en tredjedel af Mælkevejens diameter – en lille spiralgalakse, der lever et stille liv i ensomhed på randen af det enorme Lokale Tomrum. Den orange-gule stjerne nedenunder hører til vores egen Mælkevej, langt foran galaksen.
M106 er en stor spiralgalakse i Jagthundene med en særlig hemmelighed: i kernen sidder et supermassivt sort hul på omkring 40 millioner solmasser (MBH ≈ 4 · 107 M☉), omgivet af en skive af vand-masere. Det er disse masere, der har gjort M106 til ét af de vigtigste objekter til at måle universets ekspansion – den såkaldte Hubble-konstant, H0 ≈ 73 km/s/Mpc.
Tæt udsnit af M106's centrale område. Selv med kun godt et minuts eksponering kommer kernens lyse skive og spiralarmenes diffuse mønster tydeligt frem. De to ekstra "anomale" spiralarme, der lyser i røntgen og radio, er for svage til at ses her – det kræver mange timers eksponering eller rumteleskoper.
Et tredje besøg hos M94 – denne gang med 22 minutters eksponering, mere end seks gange længere end mine første forsøg i marts. Resultatet er, at den ydre, svagt lysende ring nu træder frem omkring galaksens skarpe kerne. M94 har faktisk to ringe: en indre starburst-ring tæt på kernen, og en ydre, langt mere diffus ring længere ude.
Tæt udsnit, hvor M94's dobbelte ringstruktur kommer endnu tydeligere frem. Den indre lyse skive er en sand stjernerugekasse, hvor nye stjerner dannes i et bælte rundt om den kompakte kerne. Galaksen kaldes også "Croc's Eye" eller "Kattens Øje" – let at se hvorfor, når man ser galaksen lige på.
M64 i Berenikes Hår — et af forårshimlens mest karakteristiske objekter. Galaksen har fået sit øgenavn fra det markante mørke støvbånd, der ligger foran den lyse kerne og absorberer lyset bagved, så det ligner et "sort øje". M64 gemmer på en endnu mere underlig hemmelighed: dens indre gas roterer den ene vej, mens den ydre gas roterer den modsatte vej — et tydeligt fingeraftryk fra et møde med en mindre satellit-galakse for omkring en milliard år siden.
Et tæt udsnit af M64, hvor det berømte mørke støvbånd træder skarpt frem som en kile foran den lyse kerne — det er netop denne struktur, der har givet galaksen sit navn. Bag støvet sidder det aktive galaksecenter med kraftig stjernedannelse. I grænseområdet, hvor de to mod-roterende gas-skiver møder hinanden, slår skyerne mod hinanden og udløser nye stjerner. Under galaksen lyser en kraftig blålig stjerne i forgrunden — en stjerne i vores egen Mælkevej, mange tusinde gange tættere på end galaksen bag den (~1,7 · 107 ly).
Et nyt besøg hos M64 tre dage efter den første optagelse — denne gang med længere eksponering. Den ekstra tid trækker galaksens diffuse ydre skive frem som en svag halo omkring den lyse kerne, og det berømte mørke støvbånd står stadig tydeligt foran centrum. Selv om M64 ligner en almindelig spiralgalakse, gemmer den på en kosmisk hemmelighed: dens indre og ydre gas roterer i hver sin retning — et fossilt fingeraftryk efter en sammensmeltning med en mindre satellitgalakse for omkring en milliard år siden.
Tæt udsnit af den længere eksponering, hvor det karakteristiske mørke støvbånd nu fremstår som en sammenkrøllet skygge foran den glødende kerne. Båndet består af interstellart støv og kølig molekylgas — netop denne gas støder sammen med den modsat-roterende ydre gas og udløser områder med intens stjernedannelse langs grænsen. Med 17 minutters lyssamling kan man også ane den gråbrune ydre skive, der strækker sig langt ud til begge sider af galaksens lyse hjerte. Lyset, der ramte sensoren denne nat, forlod galaksen for omkring sytten millioner år siden (~1,7 · 107 år) — længe før mennesket eksisterede på Jorden.
Næsten alle de små diffuse pletter i billedet er galakser – ikke stjerner. Her ses centrum af Coma-galaksehoben, en af de største galaksesamlinger i det nære univers, med over tusind medlemmer pakket sammen. Den centrale lyse galakse er NGC 4889, en gigantisk elliptisk galakse, der huser et af de mest massive sorte huller, man kender, omkring 21 milliarder solmasser (MBH ≈ 2,1 · 1010 M☉) – over 500 gange tungere end det sorte hul i M106's kerne.
Et tæt udsnit af hobens lyse centrum. Selv små punkter omkring NGC 4889 er fuldgyldige galakser, hver indeholdende milliarder af stjerner. Lyset, der ramte sensoren denne nat, forlod galakserne for omkring 308 millioner år siden (3,08 · 108 år) – på et tidspunkt hvor de første dinosaurer endnu ikke havde udviklet sig på Jorden.
To galakser i Jomfruhoben, der står så tæt, at de har fået øgenavnet "Øjnene". Det nederste medlem (NGC 4438) er tydeligt forvrænget af et tidligere møde med naboen. Parret er en del af Markarians Kæde – en buet stribe af galakser i hjertet af Jomfruhoben.
Et af himlens mest fotograferede objekter – en kæmpemæssig stjernerugekasse, hvor hundredvis af nye stjerner i øjeblikket dannes. De fire centrale stjerner i Trapezet ioniserer den omgivende brintgas, så den lyser i den karakteristiske rosa-røde farve. Synlig med det blotte øje under Orions bælte.
Samme tåge tre uger senere, nu med ti gange så lang eksponering. Den lange optagelse trækker de blå reflektionsområder frem og afslører de mørke støvskyer, der slynger sig gennem den røde brintglød. Det er her, nye solsystemer er i gang med at blive født.
Resterne af en stjerne, der eksploderede som supernova for omkring 10–20.000 år siden. De røde og blå tråde består af glødende ilt og brint, som stadig udvider sig gennem rummet. Den klare stjerne i forgrunden er 52 Cygni – en tilfældighed, der ikke har noget med eksplosionen at gøre.
Den modsatte ende af samme supernovarest. Tråden af gas her er finere og mere foldet, som røg fra et bål for længe siden. Tilsammen danner de to slør et stort bueformet område, der er cirka tre grader bredt — seks fuldmåner ved siden af hinanden.
Albireo markerer hovedet på Svanen og regnes for en af himlens smukkeste dobbeltstjerner. På denne korte 20-sekunders-optagelse smelter de to komponenter sammen til ét lysende punkt – men i virkeligheden består Albireo af en gylden K-kæmpe og en varm blå makker, adskilt af cirka 35 buesekunder. Nye målinger fra Gaia-satellitten tyder på, at de to stjerner faktisk ikke er bundet af tyngdekraft – de står bare i samme retning set fra Jorden, men i forskellig afstand.
Selv på et lille billede er Jupiters karakteristiske skybælter tydelige – de mørke bælter er områder med nedadgående luft, hvor vi ser ned til dybere og varmere skylag af ammoniumhydrosulfid, mens de lyse zoner er køligere, opadstigende skyer af ammoniakis. Jupiter er over 300 gange tungere end Jorden, og dens enorme rotation (knap 10 timer) trækker atmosfæren ud i de bånd, vi ser.
En komet fanget gennem teleskopet med en tydelig blå koma og en lang, blegblå hale, der peger væk fra Solen. Farven i hovedet stammer fra gasmolekyler som C₂ og CN, der fluorescerer, når de rammes af UV-stråling fra Solen.
Samme komet, fem dage efter den første optagelse. Bemærk hvordan baggrundsstjernerne har flyttet sig i forhold til kometen – den er på vej i sin egen bane gennem Solsystemet. Halen virker også længere og mere udspredt.
Sidste fuldmåne-uge af 2025. På denne tid af året står Månen højt på den danske vinterhimmel og kommer dermed klar af det meste atmosfæriske støj. Terminatorlinjen til venstre afslører kratere i lange skygger.
Få dage før fuldmåne. På denne fase ses de store mørke maria – Mare Imbrium, Mare Serenitatis og Mare Tranquillitatis – som de velkendte mørke pletter, som mennesker gennem årtusinder har set ansigter og figurer i.
Næsten præcis fuldmåne. På denne fase forsvinder skyggerne langs terminatoren, og krateres tredimensionalitet bliver erstattet af noget andet smukt: de lyse strålesystemer fra unge nedslag som Tycho og Copernicus, der spreder sig over hele månen.
Dagen efter fuldmåne. En tynd skygge er kommet til syne langs den højre (vestlige) rand, og de første kratere derovre begynder igen at kaste skygger – Månen er på vej tilbage mod halvmåne.
Tre dage efter fuldmåne har skyggen langs den vestlige terminator vokset sig markant. Krater Tycho i syd står som en lys plet med stråler, der spreder sig over store dele af måneskiven – et af de yngste store nedslag, kun ~108 millioner år gammelt (~1,08 · 108 år).
Et par dage efter nymåne. Det tynde lysspor langs randen viser kratere set fra meget skrå vinkel – næsten som silhuetter mod den dybe sorte himmel. Resten af måneskiven er belyst svagt af jordlys, sollys reflekteret fra Jorden.
Tæt på første kvartér – det bedste tidspunkt at studere månens kratere på. Ved den lige kant mellem dag og nat står solen helt lavt over månens overflade, så selv små bjerge og kratervægge kaster lange skygger og træder skarpt frem.
Månen et par dage efter fuldmåne. Langs terminatorlinjen – grænsen mellem dag og nat – kaster bjerge og kratere lange skygger, der gør landskabet tredimensionelt. Mare Crisium ses tydeligt øverst til venstre.
Et tæt udsnit, hvor de mindste kratere langs terminatoren træder skarpt frem. Det er kontrasten mellem skygge og lys her, der gør månefotografering så taknemmelig – billedet bliver pludselig næsten skulpturelt.
En klassisk halvmåne. Mare Crisium står som en mørk oval nær terminatoren – en gigantisk lavaslette, der blev dannet for over tre milliarder år siden, da et kæmpemæssigt nedslag skabte et bassin, som senere blev fyldt af lava fra Månens indre.
To dage senere er Månen vokset yderligere. De store mørke områder – maria – er nu fuldt belyst og ses som de velkendte mønstre, der gennem årtusinder har givet Månen ansigt i menneskers fantasi.
Tæt på fuldmåne mister Månen sit tredimensionelle udseende, fordi Solen lyser den næsten lige på. Til gengæld bliver de lyse strålesystemer fra unge kratere som Tycho og Copernicus særligt tydelige.
Tre dage efter nymåne – Månen er kun en tynd sølvskarv lavt på vesthimlen lige efter solnedgang. Mare Crisium ses som det tydelige mørke felt øverst i seglet. Når seglet er så tyndt, står Solen næsten lige bag Månen set fra Jorden, og kun en lille kile af overfladen vendes mod os.
Tre dage efter den tynde sølvskarv den 19. maj er Månen vokset markant — nu lyser knap halvdelen af skiven, og den nærmer sig første kvartér. Det er det bedste tidspunkt at studere månens kratere på. Langs terminatorlinjen, hvor dag møder nat, står Solen helt lavt over månens overflade, og selv små bjerge og kratervægge kaster lange skygger, så landskabet træder skarpest og mest tredimensionelt frem. Mare Crisium ses tydeligt øverst som en mørk oval — en kæmpemæssig lavaslette dannet for over tre milliarder år siden, da lava fra Månens indre fyldte et nedslagsbassin.
Tre dage efter halvmåne den 22. maj — nu er Månen ni dage gammel og lige passeret første kvartér. Mere end halvdelen af skiven lyser, og terminatorlinjen er rykket godt ind over de centrale dele. Mare Serenitatis og Mare Tranquillitatis ligger fuldt belyst på den højre halvdel, mens kraterhøjlandet i syd stadig kaster lange skygger fra den lavt stående Sol. Det skrå sidelys langs terminatoren gør, at selv små kratere træder skarpt frem som ringe med mørke bunde — landskabet ser næsten skulpturelt ud. Vejret i Danmark var med os den aften: nogle af de klareste timer i en ellers blæsende maj måned.
Den 12. august 2026 skubbede Månen sig ind foran Solen, set fra Danmark. Her står den formørkede sol lavt og dybrød gennem aftenens tynde skyer, kort før solnedgang — med et stort mørkt bid skåret ud af skiven af Månens silhuet. Fra Danmark blev op mod 86 % af Solen dækket ved maksimum; selve totaliteten lå langt mod vest og syd, over Island og Nordspanien. En forsmag på den totale formørkelse, jeg tager til Spanien for at opleve den 2. august 2027.
En komet fanget en augustnat med en tæt, lysende koma og en fin, lige hale, der strækker sig langt ud mod siden. Halen peger altid væk fra Solen, uanset hvilken vej kometen bevæger sig — solvinden og strålingstrykket blæser den fordampede gas og støv bagud. Kernen selv er blot nogle få kilometer af is og støv.
En planetarisk tåge dybt i sommermælkevejens stjernemylder i Delfinen. Den blågrønne boble er de yderste lag, en døende sol har pustet af sig; tilbage i midten sidder den nøgne, hvidglødende kerne — en vordende hvid dværg — hvis hårde stråling får den udkastede gas til at lyse. En forsmag på, hvad der venter vores egen Sol om nogle milliarder år.
De Syv Søstre: en ung, åben stjernehob i Tyren, som de fleste kan finde med det blotte øje. Stjernerne er kun omkring 100 millioner år gamle — spæde efter kosmisk målestok — og brænder hvidblåt og hedt. Det blålige slør omkring dem er ikke resterne af deres fødsel, men en fremmed støvsky, som hoben tilfældigvis driver igennem netop nu, og som spejler stjernernes lys.
Et nærmere kig på de klareste af søstrene. Her ses tydeligt de fine, blå slør af reflektionståge, der omgiver stjernerne — kosmisk støv, så fint, at det kun røber sig ved det stjernelys, det kaster tilbage mod os.
Efterårets første møde med den store tåge, mens Orion igen står op på morgenhimlen. Selv en kort optagelse fanger den rosenrøde brintglød og de fire Trapez-stjerner i midten, hvis skarpe lys får hele skyen til at lyse. Oppe til venstre anes den lille tåge NGC 1977, «Den Løbende Mand».
Hjertet af tågen forstørret. De få klare stjerner midt i gløden er Trapezet — nyfødte kæmpestjerner, kun nogle få hundrede tusind år gamle. Det er deres voldsomme ultraviolette lys, der får den omgivende brintsky til at gløde rødt så langt væk, vi kan se den.
Selv som en lille skive langt ude i teleskopet står Saturns ring frit ud fra kloden — solsystemets smukkeste syn. Ringene er ikke faste, men milliarder af isstykker, fra sandkorn til huse, der kredser om planeten i et lag, der de fleste steder kun er fra ti meter til en kilometer tykt. Saturn selv er en gaskæmpe så let, at den ville flyde, hvis man kunne finde et hav stort nok.
Midt i et rigt stjernefelt i Cassiopeia svæver en næsten perfekt kugle af gas — «Boblen». Den er blæst op af en enkelt, meget varm og tung stjerne, hvis kraftige stjernevind skubber den omgivende sky udad som en ballon, flere lysår i diameter. Den røde farve kommer fra brint, der lyser op, når stjernens stråling rammer den.
Forstørret træder selve boblen frem: den varme stjerne sidder lidt uden for centrum, og dens vind møder den tættere sky kraftigst på den ene side, så randen dér lyser stærkest. Rundt om buer den røde brintglød sig gennem mørke støvknuder.
En spiralgalakse, vi ser lige forfra, på grænsen mellem Svanen og Kefeus. Den har fået sit navn, fordi der er set flere supernovaer i den end i nogen anden galakse — ti eksploderende stjerner på blot hundrede år. Fordi den ligger tæt bag Mælkevejens eget stjerne- og støvtæppe, virker dens lys dæmpet og rødligt.
Tættere på ses de mange korte, opbrudte spiralarme og de lyserøde knuder, hvor nye stjerner fødes i striber langs armene. Det er netop denne voldsomme stjernedannelse, der gør galaksen så rig på supernovaer.
En af himlens mest genkendelige former: en mørk søjle af kold støv, formet som en skakhests hoved, der tegner sig i silhuet mod den røde brintglød bagved (IC 434). Den ligger lige under Alnitak, den østligste stjerne i Orions bælte. Det krævede en 16-minutters optagelse at trække både den svage røde baggrund og den mørke hest tydeligt frem.
Forstørret ses hestehovedets form klart: en tæt, uigennemsigtig støvsky, der endnu ikke slipper lys igennem. Til højre lyser den blå kæmpestjerne Alnitak, og bag hesten gløder væggen af brint rødt — grænsen mellem mørkt støv og lysende gas.